Silkeborgs nye e-handels bureau

Webbler er Silkeborgs nye bud på et e-handels-bureau. Men hvorfor Silkeborg, når firmaet kørte fint i Herning?

Webbler, med Frederik Jørgensen i front, var på udkig efter en strategisk partner for videre udvikling af virksomheden. Efter nogle møder med Holger Kristiansen og Young Business stod det klart, at der var grobund for noget godt, og Webbler og Young Business slog sig sammen.

Silkeborg er et attraktivt område for et bureau som Webbler, så der er masser af potentiale i nærområdet. ”Den fysiske afstand til kunderne er dog ikke så vigtig for et e-handels-bureau som Webbler, der har kunder i hele Danmark og også i udlandet. Vi har en rigtig god dialog med vores kunder uanset hvor, de holder til”, udtaler Frederik Jørgensen.

Webbler kører landsdækkende kampagner, primært mod det danske marked og med fokus på Google og Facebook annoncering samt søgemaskineoptimering.

Frederik Jørgensen kom under sin gymnasietid tilbage i 2015 lidt tilfældigt ind i branchen, da han sammen med et par studiekammerater startede en webshop. Han fandt ud af, at det var vildt spændende og at der var potentiale i branchen for ham. Han startede således Webbler op i 2017 i samarbejde med Marketing-bureauet WeMarket. I dag har bureauet fået et ekstra strategisk ben efter Young Business også er gået med i Webbler.

I dag sidder der 12 medarbejdere på det nye Silkeborg-kontor, her i blandt marketingkonsulenter, tekstforfattere og multimediedesignere.