E-handelsbureauet i Silkeborg er havnet i det fine selskab efter stor vækst.
Der er gang i forretningen på Ballevej 2B i Silkeborg, hvor virksomheden Webbler hører hjemme. Parkeringspladsen udenfor er helt fyldt op, og selvom udlejeren af ejendommen har ekspanderet pladserne til det dobbelte, så er det stadig ikke til at få en plads.
Indenfor fornemmer man hurtigt, at det er en ung arbejdsplads. Direktøren er den 25-årige Frederik Jørgensen, som startede virksomheden ud i Ikast i 2017. Siden da er det gået stærkt. Rigtig stærkt.
En omsætning på 2 millioner kr. i 2019 er hurtigt blevet mere end fordoblet på få år.
– Vi har været gode til at levere nogle varer, som folk gerne vil blive ved med at betale for. Vi har stadig en håndfuld kunder, som har været med hele vejen fra 2018. Det er ret fedt, fortæller Frederik Jørgensen.
Webbler har specialiseret sig at hjælpe kunder, som gerne vil sælge deres varer på internettet. Her er der både store og små virksomheder, som får hjælp til at optimere deres webshops samt hjælp til at blive ”opdaget” af Google, så det er deres navn, der dukker op med ved relevante søgninger på Google og andre søgemaskiner.
En del af Young Business
Succesen er skabt på et marked, hvor der er rigelig med aktører, som alle sammen gerne vil have en bid af den samme kage. For Webbler har et ”noget for noget” princip vakt stor begejstring hos kunderne, som ikke er i tvivl om, at de får den bedst mulige hjælp til at sælge deres produkter.
– Vi har hånden på kogepladen sammen med vores kunder. Vi har været gode til at pulje kundernes samlede online markedsføringsbehov sammen, så vi er med hele vejen, og tjener først for alvor penge på en kunde, hvis kunden selv har succes. Det er noget, som de fleste samarbejdspartnere godt kan se fornuften i, lyder det fra Frederik Jørgensen.
Den unge direktør er indenfor det seneste år blevet en del af en større virksomhed. Young Business har nemlig købt majoriteten i Webbler, som nu er en del af det innovative selskab, som har til mål at lave arbejdspladser til fodboldspillerne i fodboldklubben Young Boys FD, og give dem en vej ind i erhvervslivet, som de måske eller ikke ville have fået. 15 fodboldspillere er ansat i Young Business, hvor en del af dem arbejder i Webbler.
– Det er enormt spændende og interessant at få skabt en kultur med unge mennesker, som alle sammen besidder et meget stort potentiale både på og udenfor banen. Det er selvfølgelig stadig ”work in progress”, men indtil videre har det været fantastisk at se, hvordan de unge medarbejdere og de mere erfarne har fundet sammen og været med til at skabe værdi for vores arbejdsplads.
Omsætningen ventes fortsat at stige trods et vanvittigt år 2022, hvor E-handlen har været hårdt ramt af krigen i Ukraine og efterdønningerne af den.
Du kan læse mere om Webbler her.